Af: Anna Kjær Voss

Det kan være svært at vide, hvor man skal tage fat, hvis man gerne vil reducere sit CO2-udslip eller ønsker at passe på naturen.

Her er otte bud på, hvad du kan begynde med. Rådene er ikke prioriterede, så vi anbefaler, at du læser dem igennem og begynder med det, der er nemmest for dig nu og her. Når du så synes, at den vane er godt inde under huden, kan du gå videre til det næstnemmeste punkt osv.

1. SPILD MINDRE MAD

Ifølge organisationen Stop Spild af Mad går ⅓ af al mad til spilde. Det globale madspild udgør 1,3 milliarder ton om året og er nok til at brødføde 3 milliarder mennesker. Det betyder, at der er brugt en masse spildte kræfter på at dyrke, høste, transportere og opbevare madvarer, der blot ender med at gå til spilde.

Find inspiration hos Stop Spild af Mad, GRIM eller med Forbrugerrådet Tænk’s app For Resten til at undgå, at din mad går til spilde.

Foto: Oleg Magni

2. FORBRUG MINDRE MED MERE OMTANKE

Det er en utopi at tro, at vi kan kan stoppe med at forbruge, for vi skal have mad og tøj på kroppen som et minimum. Men derfra og så til det forbrug, som den gennemsnitlige dansker har, er der også langt. Derfor er det vigtigt, at vi begynder at forbruge mindre og med større omtanke for klimaet. Til en begyndelse kan du måske give dig selv en lille udfordring og lave et købestop i 1, 2 eller 3 uger eller måneder og se, om gør noget ved din købetankegang eller -trang. Måske der endda går helt sport i det, når først du prøver det.

Hvis du tænker, at du har behov for en bestemt ting, så tag eventuelt en tænkepause på 30 dage, før du finder pungen frem. Så undgår du forhåbentlig alt for mange impulskøb, der hverken gavner dig eller klimaet.

Artiklen fortsætter under beskrivelsen af skribenten

Om skribenten
Anna Kjær Voss

Anna står bag instagramprofilen @Klimamusen og bloggen klimamusen.dk, hvor hun deler ud af sin hverdag med fokus på at leve mere miljøvenligt.

Anna er nysgerrig på hvilke tiltag vi hver især kan tage, og ønsker at dele ud af de erfaringer hun gør sig.

3. TAG CYKLEN OG OFFENTLIG TRANSPORT FREM FOR BILEN

Biler, varebiler og lastbiler forurener betydeligt mere end bus og tog, og derfor kan et ryk fra bilerne over i bus og tog, hvor det er muligt, være med til at sænke CO2-udledningen (kilde: EnergiTjenesten)

Professor og klimaforsker Eigil Kaas fortalte tilbage i oktober til DR.dk, at persontransport er en af de vigtigste ting, som vi selv kan ændre på ift. den grønne omstilling.

4. REDUCÉR DIT FORBRUG AF KØD OG MEJERIPRODUKTER

Ifølge Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug er kød og mejeriprodukter noget af det, der udleder allermest CO2, og derfor er det en stor gevinst for klimaet, hvis vi skærer ned på de to fødevaregrupper eller helt stopper med at spise dem.

Der er masser af god inspiration til vegetarisk og vegansk mad på nettet. Du kan fx følge Mia Sommer på Instagram, Facebook eller på hendes hjemmeside miasommer.wordpress.com, hvor hun deler veganske opskrifter på pizza og svensk pølseret, koldskål og kager. Hvis du er mere til vegetarisk mad, så kan Vegetarisk Hverdag varmt anbefales. Vegetarisk Hverdag drives af Camilla, der laver masser af lækker vegetarisk mad, så som pastaretter, chili sin carne, asiatisk mad og kåltilbehør. Vegetarisk Hverdag kan også findes på Facebook og Instagram.

5. KØB BRUGT OG GOD KVALITET

En af de ting, som i følge Berlingske har størst påvirkning på vores CO2-udledning som privatpersoner er vores forbrug af tøj, mobiltelefoner, biler, møbler og andre ting og sager. Derfor er det en god idé at overveje, om dit næste køb kan købes brugt.

For når vi køber tingene brugt bliver de ressourcer, som tingene er produceret ved hjælp af brugt igen, og der skal derfor ikke bruges nye ressourcer til fx materialer og produktion af et nyt tilsvarende produkt. Hvilket er godt for både klima og miljø. Og husk, at hvis du køber dine brugte ting hos en virksomhed, så gælder de sammen reklamationsrettigheder, som på nye produkter.

Udover at have fokus på at købe brugt, så er det også godt for klima og miljø, at købe den bedst mulige kvalitet, når du køber nyt/brugt. For jo bedre kvalitet et produkt har, jo længere levetid burde det også have, og det skal dermed forhåbentlig ikke skiftes ud lige så hurtigt, som et produkt af ringere kvalitet.

Foto: Letcia Ribeiro
Foto: Polina Tankilevitch

6. SORTÉR DIT AFFALD

Når vi sorterer vores affald kan det metal, plast eller papir, som det er lavet af indgå i et næsten cirkulært kredsløb, hvor jordens ressourcer bliver brugt igen og dermed er med til at spare på fx CO2 som ellers ville være blevet brugt til at udvinde metal, producere plast eller fælde træer til papir.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan sorterings- og afhentningsmulighederne er, men man kan altid køre på genbrugsstationen, med fx elektronik, metal og farligt affald, hvis det ikke bliver afhentet på din adresse.

Et enkelt og nemt tiltag for at mindske mængden af papiraffald er at tilmelde sig ‘Nej tak til reklamer’. Vi modtager nemlig gennemsnitligt op mod 65 kilo papirreklamer om året.

7. REDUCÉR DIT STRØM- OG VARMEFORBRUG

Et andet sted man nemt kan skrue lidt på forbruget er på strømmen. Hvis du da ikke allerede har gjort en indsats her. Du kan blandt andet slukke lyset i de rum, hvor du ikke opholder dig, skifte til sparepærer og slukke for strømmen til apparater, der står på stand-by.

Du kan læse flere tips til at spare på strømmen her.

En stor del af privatpersoners energiforbrug kommer i følge DR.dk fra opvarmning af boligen, men der er mulighed for at justere på forskellige parametre for at spare på varmen og pengene. Et større tiltag er at kigge på bygningens isolering. Men hvis du ikke bor i eget hus, kan det være svært at gøre noget ved. Du kan i stedet tjekke, at dine radiatorer varmer ordentiligt, og dernæst sætte dem på en lidt lavere temperatur, end du plejer. Så kan du trække i sutsko, tykke sokker og tage en ulden sweater på, hvis du har behov for det.

8. INSPIRÉR ANDRE TIL EN BÆREDYGTIG LIVSSTIL

Tal med familie, venner og kolleger om, hvad de gør sig af overvejelser om bæredygtig livsstil og fortæl om dine egne udfordringer, og hvordan du prøver at gøre din hverdag grønnere. 


Det er vigtigt ikke at blive moraliserende eller dømme andre for deres valg og handlinger, men prøv dig frem med nysgerrighed og et ønske om også selv at blive klogere. Vi er nødt til at løfte den grønne omstilling sammen, og det kan vi ikke, hvis vi graver grøfter og er miljøpoliti over for hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Add to cart